Åbent brev til dem, der måtte bekymre sig om ligestilling

Noget slår mig gang på gang, når vi snakker om ligestilling. Hvor er ligestillingsdebatten når det handler om tykke mennesker?

Da jeg var barn, vidste jeg godt at mænd og kvinder blev behandlet forskelligt og at det var uretfærdigt. Da jeg var barn, lærte jeg at mennesker med en anderledes seksualitet, kønsidentitet, funktionsniveau eller hudfarve blev set ned på og ikke havde samme muligheder, som mig. Da jeg var barn, var det tydeligt at der var forskel på dem med få penge og dem med flere.

Hele mit liv har jeg kendt til social uretfærdighed og mangel på ligestilling for mange forskellige mennesker, men da jeg var barn, var der aldrig nogen, der lærte mig, at tykke mennesker bliver set ned på og behandlet dårligere end tynde mennesker

Når jeg følger feminister på sociale og konventionelle medier, har de af og til husket alle andre end mig. Ofte har de dog kun husket tynde, hvide middelklassekvinder. De taler ofte grimt om deres egen tynde og konventionelt smukke krop og tænker aldrig på hvad de indirekte siger om min. Og feministiske initiativer, som arbejder imod sexisme, har som regel ikke indtænkt den sexisme, som tykke kvinder oplever og som er anderledes end den, tynde kvinder udsættes for.

Da jeg var barn, havde jeg brug for at vide at det ikke var mig, der var forkert. Jeg havde behov for at de voksne lærte mig at tykke mennesker blev behandlet dårligere, for så ville jeg have forstået, hvorfor jeg ikke måtte være med i fællesskabet.

Men hvor er de nu, de feministiske organisationer, som interesserer sig for min og andre tykke menneskers ligestilling? Og hvornår er det mon at de forstår at deres kamp for retten til egen krop også burde gælde tykke menneskers kamp for retten til at have den krop, man har? Og at kampen mod og frygten for tykhud påvirker alle uanset køn, seksualitet, hudfarve, socioøkonomisk status og funktionsniveau?

Hvor er de feministiske organisationer når Sundhedsstyrelsen eller Kræftens Bekæmpelse igen bedriver klapjagt på tykke mennesker og når tynde, progressive kvinder igen udskammer og stigmatiserer tykke kroppe i forsøget på at acceptere sin egen krop? Hvor er forståelsen af at kampen mod tykhed er en kamp mod kvinder, og at den har eksisteret i århundreder? Hvornår forstår disse feminister at deres insisteren på at ignorere diskriminationen af tykke mennesker er en styrkelse af de strukturer, som fastholder undertrykkelsen af alle kvinder? Hvor er søstersolidariteten, når en tykaktivist igen bliver gjort til nar og afkrævet tyndhed og sundhed af en tynd mand i de danske medier? Medier som i øvrigt mener at stigmatisering af tykke menneskers kroppe er fin underholdning i bedste sendetid? Hvor er søstersolidariteten når da danske dagblade igen, igen skriver tykfobiske artikler eller skærer hovedet af tykke kroppe for at fremstille hvor usunde vi måtte være? Er sproget kun vigtigt når det handler om køn og sexisme – og på en meget god dag måske også racisme?

Så noget slår mig, når vi snakker om ligestilling …
Er ligestilling virkelig forbeholdt tynde, hvide kvinder? Kvindekampen har set ud på cirka samme måde siden 60’erne, og vi har først i 2021 fået ret til at bestemme over vores egne kroppe når det handler om seksualitet. Skulle vi måske overveje at ændre på fokus, så vi ikke skal vente godt 50 år mere på at få det næste store gennembrud?

Hilsen

Tyrannosaurus Regs, 

Tykaktivist, tyk og træt af at være punchline for tynde kvinders kropshad og glemt af feministiske organisationer og talspersoner igen og igen.

 

Dette brev er sendt til:

Talk Town, Feministisk Initiativ, Kvindemuseet, Kvinfo, Socialdemokratiet, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Enhedslisten, SF, Dansk Sygeplejeråd, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Alternativet, Everyday Sexism Project Danmark, Alt, Sex & Samfund, DareGender, Kvinderådet, OxyMag, LGBT Danmark, Rød Grøn Ungdom, Hej Søster, Kvinde Kend Din Historie, SF Ungdom, Solidaritet, Red Barnet, Børns Vilkår, Femina, Kvindepolitisk Forum